Oure og Svendborg Rabbits styrker talentvejen til toppen

Med en markant styrket trænerstab og tættere kobling til Rabbits' seniorhold tager Oure og Svendborg Rabbits næste skridt i udviklingen af fremtidens basketballtalenter.
Basketspillere med armene i vejret

I 2024 indledte Oure Gymnasium og Svendborg Rabbits et ambitiøst samarbejde med målet om at skabe de bedste rammer for unge basketballspillere, der ønsker at kombinere gymnasiet med en seriøs sportslig satsning. Nu tager samarbejdet næste skridt.

I samarbejdets andet år bliver den sportslige profil markant styrket. Målet er klart: At skabe en endnu mere synlig og stærkere vej fra ungdomsbasket til professionel basketball.

For at løfte projektet er en stærk trio blevet tilknyttet U19 Liga-holdet. Træningen varetages fremover af Svendborg Rabbits' Head Coach Mads Andersen, Rabbits-anfører og landsholdsanfører Adam Heede-Andersen samt assistenttræner Tom Walther.

Det betyder, at koblingen mellem ungdoms- og seniorniveau bliver tættere end nogensinde før.

"Vi ønsker at skabe et miljø, hvor talentfulde unge spillere kan se en tydelig vej frem. Med Mads, Adam og Tom omkring U19-spillerne får de dagligt sparring fra nogle af de dygtigste profiler i dansk basketball. Det styrker både udviklingen og ambitionerne hos den enkelte spiller," fortæller sportsleder Johnny Vaaben Johansen.

Tættere på Basketligaen

Som en del af samarbejdet vil de dygtigste spillere fra U19 Liga-holdet løbende blive roteret ind omkring Rabbits' seniortrup.

Det giver spillerne mulighed for at opleve kravene og hverdagen på højeste nationale niveau, samtidig med at Rabbits får endnu bedre mulighed for at udvikle egne talenter.

Den tætte forbindelse mellem ungdoms- og seniorbasket er en vigtig del af visionen om at skabe et af landets stærkeste udviklingsmiljøer for unge basketballspillere.

Basketspiller i kamp med bolden i hånden

Flere talentfulde spillere vælger Oure

Den styrkede satsning kan allerede mærkes på interessen for gymnasiet.

Flere stærke basketballtalenter har valgt Oure Gymnasium som deres kommende uddannelsessted, og det glæder Johnny Vaaben Johansen.

"Vi kan allerede se effekten af samarbejdet. Flere meget dygtige spillere har fundet vej til Oure, fordi de kan se mulighederne i kombinationen af en stærk ungdomsuddannelse, et højt sportsligt niveau og de trygge rammer, som kostgymnasiet tilbyder. Det er præcis den udvikling, vi håbede på."

Basketspiller i kamp der skyder mod kurven

På Oure handler talentudvikling ikke kun om resultater på banen. Det handler også om at skabe hele mennesker.

Derfor ser både Oure og Svendborg Rabbits frem mod det kommende skoleår med store forventninger.

"Vi glæder os til at følge både den sportslige og den menneskelige udvikling hos eleverne. Vi tror på, at unge mennesker udvikler sig bedst, når de bliver udfordret, samtidig med at de er en del af et stærkt fællesskab. Kombinationen af gymnasium, elitebasket og et trygt kostskolemiljø giver nogle helt særlige muligheder," siger Johnny Vaaben Johansen.

Med det styrkede samarbejde tager Oure Gymnasium og Svendborg Rabbits endnu et skridt mod at skabe en af Danmarks mest attraktive talentveje for unge basketballspillere.

Basketspiller fra rabbits i kamp