Praktisk info til kommende elever og forældre

Til forældre
Et godt skoleår bygger på et tæt samarbejde mellem elev, skole og hjem. Vi lægger vægt på dialog og gensidig forståelse og holder jer løbende orienteret om livet på skolen.
I vil blive inviteret til forældremøder og få mulighed for at følge med i jeres barns udvikling. Samtidig er det vigtigt, at I kontakter skolen, hvis der opstår spørgsmål eller behov for dialog.
Skolen har tegnet de lovpligtige ansvars- og erhvervsforsikringer, som dækker eleverne, mens de er på skolen. De dækker dog ikke elevens rejse til og fra skolen ved weekend/ferier og under studieture. Dækningssummerne er begrænsede.
Ved tyveri m.m. skal elevens personlige ejendele og udstyr dækkes af familiens indbo-/og ansvarsforsikring. Det er her vigtigt at pointere, at vi forventer, at eleven udviser ansvarlighed overfor sine ejendele, dvs. låser sin cykel, lægger værdigenstande (smartphones, tablets m.m.) i et aflåst skab og sørger for, at penge ikke ligger og flyder – for således at minimere risikoen for tyveri.
OBS! Ulykkesforsikring skal desuden tegnes individuelt af eleven/forældre. I denne forbindelse skal man være opmærksom på, at det ikke er alle forsikringsselskaber, der dækker ”ekstremidrætter”.
I weekenderne er det muligt for gymnasiets kostelever at få overnattende gæster på værelset (dog ikke i weekender med en skolelørdag). Evt. gæster skal indkvarteres på elevens eget værelse, og det er værtens opgave i god tid at aftale med sin roomie, så der er plads på værelset. Det påhviler ligeledes værtseleven at betale for gæstens forplejning. Betalingen foregår via Mobilepay til Spisehusets mobilepay 825045 senest torsdag forud for den weekend hvor besøget ligger. Prisen er 50 kr. pr. måltid og 100 kr. pr. døgn, dvs. 200 fra fredag aften til søndag. OBS: Der er ikke mulighed for gæster i weekender hvor der er fester.
1.g’erne må ikke have gæster inden efterårsferien.
Vi opfordrer til at alle kostelever deltager i morgenmaden, der serveres mellem kl.7:00 og 7:45. For nogle elever kan der være morgentræning. Der er også flere gange om ugen mulighed for at morgensvømme i svømmehallen. Efter morgenmaden går dagen med undervisning og sport og dans afbrudt af spisepauser mm. Efter aftensmaden er der mulighed for forskellige frivillige aktiviteter eller sport og dans.
Kostelever
Du sørger selv for at stå op inden morgentræning og morgenmad. For eleverne i 1.g skal der være ro på værelsesgangene og i fællesrum fra kl. 22.30. Med ‘ro’ mener vi fx ingen musik eller anden støj, som kan forstyrre elever, der ønsker at gå tidligt i seng. Klokken 23.00, når vagtlærere og nattevagten har afsluttet ”godnatrunden”, skal alle elever i 1.g. være i deres seng.
Evt. overnatning udenfor Oure skal meddeles af forældrene via mail eller vagttelefon for 1.g-elever inden kl. 19.00. Elever i 2. og 3.g giver selv besked til vagtlærerne.
Dagelever
Er du dagelev, betyder det, at du er elev på stx-uddannelsen og i sport/dans, men sover hjemme om natten. Det svarer på mange måder til at gå på et almindeligt gymnasium og efter skoletid dyrke sin sport eller dans i en klub eller lignende. Som dagelev kan du være på skolen fra morgen til aften. Du kan spise her, lave lektier, gå til koncerter, forestillinger og andre aktiviteter uden for normal undervisning. Du vil få stillet et skab til rådighed til de ting, du ikke vil tage med frem og tilbage.
Skoleåret er bygget op omkring forskellige typer weekender. Nogle weekender er der undervisning, hvor du skal være på skolen og deltage aktivt. Andre weekender er hjemrejseweekender, hvor skolen lukker, og du tager hjem.
I de almindelige weekender kan du selv vælge, om du vil blive på skolen eller tage hjem. Hvis du bliver, vil der ofte være aktiviteter, arrangementer og mulighed for både socialt samvær og afslapning.
Du kan se ferie og hjemrejsekalenderen her
Når du starter på Oure Gymnasium, er det vigtigt, at du medbringer de nødvendige ting til både undervisning, fritid og hverdagen på skolen. Nedenfor finder du en oversigt over, hvad vi anbefaler, at du pakker, så du får den bedste start.
Skolen har en fysioterapeut, der diagnosticerer eventuelle skader og hjælper med genoptræningsprogrammer. Bliver du skadet, afgør vores fysioterapeut om skaden har et omfang der kan håndteres i skoleregi, eller du for egen regning må søge behandling uden for skolen. Hvis du bliver skadet, deltager du "på sidelinjen" i sports- eller danse-undervisningen i det omfang det er muligt efter aftale med din træner/underviser.
Vi har på OG formuleret en skærmpolitik, som skal hjælpe lærere og elever til at begrænse brugen af computere og mobiltelefoner i stx-undervisningen. Skærmpolitikken fastslår (1) at skærme altid må altid anvendes til faglige/læringsmæssige formål, hvis læreren initierer eller godkender det, (2) at computerne skal være lukkede ved undervisningens start, og at (3) mobiltelefoner samles ind af læreren ved undervisningsmodulets begyndelse og først udleveres igen ved modulets afslutning.
Som elev skal du medbringe en bærbar computer. Vi har trådløst netværk, der dækker skolens område. Vi stiller ikke specielle krav til dit styresystem. Antivirusprogram uden firewall (Windows-brugere anbefales at benytte Windows' egen firewall). Skolens it-support kan være behjælpelig med at installere et gratis antivirusprogram.
Vi forventer at du har tekstbehandlingsprogram, som giver mulighed for at aflevere opgaver i formaterne docx og pdf. Skolen tilbyder i den sammenhæng en Microsoft Officepakke. Når du ankommer til skolen får du nærmere oplysninger om, hvordan du kan installere officepakken med en skolelicens. Der findes også netbaserede muligheder som fx Google og Microsoft 365. I forhold til webværktøjer som disse er det dog vigtigt at nævne, at de ikke må benyttes i forbindelse med skriftlige eksamener i gymnasiet.
Det er elevens eget ansvar at tage backup af vigtige data som fx opgaver, noter o.a. Det kan ikke anbefales nok!
Hvis du skal have hjælp til din computer, kan du henvende dig i it-supporten, der har åben på alle hverdage. Vi giver hjælp til opsætning til det trådløse net, test af hardware, vejledning i garantisager m.m. Har du spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte it-supporten ved Søren Tipsmark (st@oure.dk).
På Oure Gymnasium kan man som gymnasieelev få et digitalt studiekort.
Det digitale studiekort får du gennem app’en Studiz, hvor du bliver bedt om at uploade et billede af dig selv.
Når du downloader app’en, kan du tage stilling til om du vil modtage studietilbud fra Studiz. Det er ikke et krav for at kunne bruge det digitale studiekort, så det er udelukkende et frivilligt tilbud.
Følg dette link, hvor du finder vejledning til installering af det digitale studiekort fra Studiz: https://www.studiz.dk/institutioner/skolerne-i-oure/guide-til-oprettelse-af-digitalt-studiekort
Hvis du oplever udfordringer med dit UNI-Login, som du skal bruge til at installere det digitale studiekort, er du velkommen til at kontakte Skolerne i Oures IT-ansvarlige Søren Tipsmark på st@oure.dk.
NB! Hvis du ikke ønsker at benytte Studiz som studiekort, kan du også oprette et studiekort i Lectio, skolens studieadministrative system.
Skolerne i Oure har i fællesskab tilknyttet en sygeplejerske. Sygeplejersken kan træffes i Ungdomscaféen på efterskolen, hvor hun har konsultationstid alle hverdage kl.7-9.
Desuden har Skolerne i Oure samarbejde med lægehuset i Hesselager, som ligger 5 km fra Oure. I samråd med sygeplejersken kan man bestille tid til konsultation. Lægehuset tager sig af akut opstået sygdom. Ved andre problematikker skal man opsøge egen læge.
Sygeplejersken kan være behjælpelig med både at bestille håndkøbs- og receptpligtig medicin på apoteket. Skolen får på daglig basis levering fra Svendborg Løveapotek.
Du kan vaske på skolens vaskeri. Afregning foregår via app’en Nortec E-vaskeri.
Skoleåret er planlagt med en blanding af tre typer af weekender:
Undervisningsweekender
Her skal du deltage i obligatorisk undervisning på skolen. Det vil være boglig undervisning og evt. sport/dans.
Hjemrejseweekender og ferier/helligdage
Her lukker skolen, og du skal rejse hjem. En årskalender udsendes før skolestart.
Alm. weekender
Her kan du frit vælge, om du vil blive på skolen, eller om du vil rejse hjem. I weekenderne arrangerer huslærere og vagtlærere og/eller elevgrupper af og til sjove aktiviteter og temafester, men du får også tid til at slappe af og lave lektier sammen med dine venner. Weekendregistrering betyder, at du meddeler senest onsdag, om du er på skolen i den kommende weekend.